Når man åbner en ny café er der hundredvis af ting man skal tage stilling til. Selve konceptet, indretningen, medarbejdere, leverandører, forsikring og så videre. Og så selvfølgelig menukortet.
Enhver café er forskellig. Derfor er det også en stor beslutning når det kommer til at vælge det rigtige menukort, der ikke blot ser smukt og præsentabelt ud, men også overbeviser potentielle kunder om at de har foretaget det rette valg ved at vælge jeres café.
I denne guide kommer vi ind på hvordan man effektivt designer og benytter et menukort til forskellige typer caféer, baseret på vores mange år i branchen.
Selve stilen
De fleste folk sætter pris på et menukort der er opdelt i letlæselige sektioner, således at de hurtigt og nemt kan finde frem til det indhold der er mest relevant for dem. På den anden side kan et menukort også godt blive for ensformigt og kedeligt.
Et strejf af grafiske elementer, farver eller billeder af anretningerne kan være med til at bryde layoutet lidt op. Vær heller ikke bange for at have en hel side dedikeret til én enkelt ret, såsom caféens mest populære drink, det kan skabe godt blikfang og samtidig hjælpe folk til at tage en beslutning.
Gør det så nemt som muligt for gæsterne
Hvor en restaurant normalt kører i rækkefølgen af forretter, hovedretter og desserter, er det ikke nødvendigvis den bedste måde for en café. Hvis en café blot serverer et par enkelte madretter, men ellers har et større udvalg af drikkevarer kan det være en god idé at have de mest populære varer forrest, og så “gemme” de mindre populære valg længere bag i menukortet.
Hvis konceptet i caféen ikke udelukker børn kan det også være en god idé at have en adskilt sektion på menukortet der er målrettet dem. Det kan være mindre portioner eller størrelser, ligesom det også kan være mere mild mad.
Besvar de oftest stillede spørgsmål på menukortet
Har jeres café et specielt koncept eller er der bare nogle spørgsmål der altid bliver stillet? Så kan i gøre det nemt for gæsterne ved at inkludere et par svar, så behøver de ikke at hive fat i en tjener hver gang de overvejer en ting på menuen.